Solen skinner, luften er lun, og der er næsten helt stille omkring mig. Jeg tænker ikke på noget særligt – lader nærmest tiden stå stille. Det er ikke en særlig begivenhedsrig stund, bare en helt almindelig dag. Sådan en af de dage, hvor man mærker, at livet kan være let.
Jeg får lyst til at dele denne stemning, men så dukker den lille stemme op i baggrunden, der siger: “Pas nu på – det er ikke alle, der har fornøjelse af at læse, at du har det godt!”
Janteloven er indlejret i vores kultur og minder os alt for ofte om, at vi skal holde os tilbage, holde det nede, pakke det ind – og ikke dele det gode uden forbehold. For tænk, hvis nogen skulle mene, at det var pral?
Det er underligt, at glæde – i sin uforbeholdne, rene form – kan, eller skal, føles som noget, man skal undskylde. At det næsten føles mere passende at dele noget, der gør ondt, end noget, der gør godt.
Men hvad nu, hvis vi – bare engang imellem – turde sige: Lige nu er jeg glad. Ikke fordi livet er perfekt. Ikke fordi jeg vil imponere nogen. Det føles bare rigtigt netop i dette øjeblik.
Ikke overmod, men taknemmelighed. En stille anerkendelse af livets venlige side.
Alt dette med Sandemoses fiktive by Jante og dens skyggelov, hvilende på mine – og sikkert mange andres – skuldre, fik mig til at se lidt på andre landes forhold til det, vi kalder Janteloven.
I Tyskland må man godt være stolt af sin kunnen, så længe det er fagligt forankret og ikke virker overfladisk. Det handler ikke om at holde sig nede, men om at holde sig i kontrol.
I England – jeg har aldrig boet der, men ud fra kendskabet til mange engelske venner – er det sociale spil mere underspillet. Der er ikke egentlig modvilje mod succes, men det anses som god tone ikke at tale højt om det. En form for social elegance og diskrethed.
Og så USA, hvor man nærmest opfordres til at skinne – til at vise frem og sælge sig selv med brede dollargrin.
Men her?
Jeg tør det.
Jeg vover at sige – uden at pakke det ind, som om jeg ikke havde ret til det:
Lige nu er her rart.
Lige nu er jeg taknemmelig.
Lige nu gider jeg ikke at klage.
5 reaktioner
test
Hvor er det rigtigt men også trist at det ofte er nemmere at blive hørt og nemmere at dele negative tanker,sygdom og deslige.Mange har meget nemmere ved at rumme ulykke og negative følelser end ren og skær glæde ved livet. Min far der fik knogletuberkulose som ganske ung og derfor gik med krykker hele sit liv havde senere en oplevelse i Paris der er meget symptomatisk for netop dette fænomen. På vej op af trappen til Louvre møder de en dansk dame. Hun siger til min far, hvor er det dog trist for dem at de er invalid ”. Min altid glade og positive far,der i parantes bemærket ikke anså sig selv som invalid, sagde til hende at det på ingen måde var trist,og at han havde en smuk kone og dejlige børn og et godt liv. Det blev for meget for damen,så hun sagde “ nu kan de sige hvad de vil,for trist er det og trist bliver det “
Min far elskede at fortælle den historie,fordi det var så grund komisk.
Charlotte
Tak for den vidunderlige historie – den rører og får én til at smile på samme tid. Din far lyder som et menneske, der både havde livskraft og lune. Jeg er helt enig: glæde kan være sværere at dele – og sværere for andre at rumme.
Jeg er enig langt af vejen , dog ser jeg en ændring der trænger sig på .
Min søn er enebarn ( ikke tilsigtet ) det ville han så ikke risikere i sit liv / resultat 4 dejlige børnebørn 🥊
Se de vokser op ( fra 20-10 år, med en appetit på livet der siger spar 2 .
Selvstændige , velformulerede og med stor appetit på livet .
De siger fra , ved hvad de vil , stiller sig op og holder taler til egen konfirmation mv
Der er sket et kæmpe ryk , og Sandemose er helt klart på vej ud .
De griber og fortærer hvad de møder på deres vej , og jeg nyder at følge den kæmpeændring det er AT tør stole på sig selv , sige fra og bare leve i det .
Og tak Lise , jeg er inde .
Kære Lone – tak for din skønne kommentar! Du beskriver præcis den bevægelse, jeg også mærker: en ny generation med mod, stemme og appetit på livet. Jeg oplevede det selv til mit barnebarns konfirmation – det giver håb!