Lige netop det har jeg tænkt over – også i dag, hvor jeg føler, at jeg bruger for meget tid på ligegyldige ting som at spille Wordfeud og bridge på nettet. Men det afhænger jo af, hvordan jeg vælger at betragte min beskæftigelse. Hvis jeg kalder det ”tidsfordriv”, definerer Den Danske Ordbog det som ”det at fordrive tiden; behagelige, uforpligtende eller ligegyldige gøremål, der hjælper til at få tiden til at gå.” Men hvis jeg derimod kalder det ”tidsspild”, betyder det ”unyttig eller uhensigtsmæssig udnyttelse af tiden.” Så i sidste ende er det op til mig, hvad jeg vil kalde det, jeg gør.

Men hvad er det egentlig, jeg vil bruge min tid på? Måske er det i virkeligheden det forkerte spørgsmål, for tiden flyver af sted! Det handler nok snarere om bevidstheden om, at fordi tiden er så værdifuld, vil jeg ikke bruge den på ligegyldige ting. Jeg føler, at jeg må være produktiv, beskæftige mig med noget meningsfuldt – men da arbejdsmarkedet ikke længere har brug for mig, hvad kan jeg så tage mig til?

Produktivitet kunne for eksempel være at strikke, hækle eller sy – alle dejlige beskæftigelser, som jeg har haft stor glæde af i mange år. Men mine hænder kan ikke længere holde til det, så nu sidder jeg i stedet ved min lille MacBook Air og skriver om mine tanker, mine hverdagstanker om tidsfordriv og tidsspild.

For en del år siden benyttede jeg mig af et tilbud fra Københavns Universitet om fjernstudier og læste Religionsvidenskab i et år. Det var fantastisk spændende, men også en udfordring, fordi jeg ikke var vant til det akademiske skriftsprog. Heldigvis var eksamen mundtlig – og det klarede jeg fint!

Mine tanker om tidsfordriv og tidsspild har nu fået mig til at undersøge nye muligheder for fjernstudier. Til min store overraskelse kan man i dag studere næsten hvad som helst online, f.eks. Datamatiker, Finansøkonom, Pædagog, Socialrådgiver og Sygeplejerske, for blot at nævne nogle af de mange muligheder.

Man kan også tage enkeltfag på HF-niveau, så jeg har bedt om information om faget ”Historie” – det kunne være spændende at få genopfrisket.

Så snart jeg ved mere, vil jeg skrive mere om dette. Men indtil da vil jeg meget gerne høre dine tanker: Hvad mener du om hverdagens ”tidsfordriv eller tidsspild”?

2 reaktioner

  1. Det er et godt initiativ, du har taget Lise.
    Tiden flyver afsted, og den skal bruges fornuftigt. Vi ved ikke, hvor meget tid, vi hver især stadig har at bruge af.
    For mit eget vedkommende, så dyrker jeg en del motion for at holde mig i form, det er vigtigt.
    Gennem bestyrelsesarbejde gør man noget både for sig selv og andre.
    Sang- det foregår på Askov Højskole er for mig fornuftig beskæftigelse. Sang er livsforlængende og højner humøret.

    1. TAK for dit indslag Karen Marie – nu ved jeg ikke præcist hvilket bestyrelsesarbejde du deltager i, men helt enig, at engagere sig i bestyrelses- eller foreningsarbejde er et dejligt dansk fænomen, og udspringer ofte af noget, vi lærte som børn og unge. Den grundtvigske tanke om frivillighed og fællesskab har præget vores kultur i generationer – fra gymnastikforeninger og håndboldklubber til ungdomsforeninger. Heldigvis lever denne tradition stadig videre og er stadig en stærk del af den danske foreningsånd!
      Skønt du holder din stemme ved lige! Jeg føler, at jeg har mistet evnen til at synge – har ikke trænet musklen i mange år. Måske skulle jeg prøve at finden frem igen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *