Når efteråret for alvor tager fat, og dagene bliver kortere, sker der noget med både naturen og humøret.

Farverne forsvinder langsomt, luften bliver køligere, og man tager sig selv i at tænde lyset tidligere og tidligere.

Det er den tid på året, hvor alting bliver mere nøgternt. Mindre pyntet.

Alligevel sker der noget, som altid får mig til at stoppe op:

Midt i alt det våde og visne står der pludselig en blomst.

Den sidste.

En lille stædig en, som tydeligvis ikke har læst kalenderen –

og som derfor tappert fortsætter, selv om resten af haven for længst har givet op.

Det får mig til at tænke på linjen:

“En rose så jeg skyde op af den frosne jord.”

Ikke fordi jeg forbinder den med kirkeåret, men fordi den rummer et billede, jeg altid har haft et særligt blik for: noget, der holder fast – også når tidspunktet ikke længere er det mest oplagte.

Jeg har haft haver i mange år, og jeg gjorde mig altid umage for at finde den sidste blomst. Den stod der som regel og så næsten fornærmet ud, som om den ville sige:“

Jeg bliver stående, til nogen tager mig alvorligt.”

Der er noget ærligt ved denne årstid. Træerne står nøgne, jorden dufter fugtigt, og alt det overflødige er blæst væk. Det er ikke nødvendigvis smukt, men det er ægte.

Lidt som de dage, hvor man selv opgiver ambitionen om “pænt tøj” og nøjes med noget, der kan klare både vind og humør.

Og måske er det netop derfor, jeg holder af efteråret.

Det prøver ikke at være noget andet, end det er.

Når jeg ser den sidste blomst, tænker jeg, at vi mennesker måske har noget af det samme i os:

evnen til at stå fast,

til at holde os oprejst, selv når omgivelserne bliver køligere.

Ikke strålende, ikke overdådige –

men lysende i vores egen stille, stædige måde at være i verden på.

Hvad lægger du mærke til ved efteråret?

Og har du også en “sidste blomst”, du altid stopper op ved?