Ingen kalder en nyfødt baby for junior. Ingen omtaler en 40-årig som mellem-menneske. Og selv teenageårene får lov at være, hvad de er – uden at vi opfinder et særligt kollektivt label til dem.
Men så snart vi rammer 50, 60 eller 70 – vupti, så er vi “seniorer”. Som om vi fra den ene dag til den anden bliver ens, forudsigelige og til at sætte i system.
I en debat for nylig blev det tydeligt for mig, hvor forskelligt alder opleves: nogle fremhævede helbredet, andre livskraften, friheden eller ensomheden. En 55-årig med teenagere hjemme og et krævende job har jo intet tilfælles med en 77-årig, der tager på sin første musikfestival. Ligesom en frisk 70-årig golfspiller lever et helt andet liv end en 85-årig med behov for daglig hjælp.
Jeg har intet imod at blive kaldt senior i visse sammenhænge – men når ordet bruges som en fælles overskrift for alle over en bestemt alder, udvisker det forskellighederne og reducerer os til en ensartet gruppe, vi ikke er. Det kan være praktisk for myndigheder, organisationer og marketingfolk – men for os, det handler om, er virkeligheden langt mere mangfoldig.
Jeg mener, vi skal gøre oprør mod sproget. Vi er ikke “seniorer”. Vi er mennesker i forskellige livsfaser, med erfaringer, udfordringer og ressourcer, der ikke kan koges ned til ét ord.
Vi er mere end seniorer.
Men hvad tænker du?
Kan du identificere dig med ordet – eller føles det lige så forkert for dig, som det gør for mig? Del gerne dine tanker i kommentarfeltet – for måske er det netop i samtalen, vi kan finde nye ord og nye billeder på livet 70+.
6 reaktioner
Hold fast i at være voksen+
Kære Knud,
tak for dit bud – voksen+ har faktisk noget fint over sig, fordi det både rummer erfaringen og peger fremad. Jeg kan godt lide, at det understreger, at vi stadig er i bevægelse, ikke sat på sidelinjen.
Måske handler det netop om, at vi selv tager ejerskab over ordene, i stedet for at lade os sætte i en kasse udefra.
Mange hilsner, Lise
Det er svært at se betegnelsen senior som noget nedladende i sig selv. Man er jo i den sene del af livet, når man er over 60, og bør også erkende det – uafhængigt af hvilke ressourcer man stadigt har.
Personligt har jeg haft det fint med den betegnelse, siden jeg blev 60, men vil nødigt kaldes gammel, fordi jeg stadig er sund og aktiv, selv om jeg nu nærmer mig de 80.
Problemet opstår, hvis man bliver udsat for “alderisme”, som åbenbart er det nye ord for aldersdiskrimination. Det føles meget nedværdigende, ligegyldigt hvor man møder det.
Teenagere bliver jo også kaldt teenagere uafhængigt af, hvor de er i det aldersspektrum, så lad os bare beholde betegnelsen: Senior
– det kan også betragtes som en værdighedsbetegnelse..
Kære Inge,
tak for din reflekterede kommentar. Jeg kan godt følge dig i, at ordet senior kan opleves som en værdighedsbetegnelse – og jeg er helt enig i, at det virkelig er aldersismen, der er det store problem.
Min pointe er mest, at når vi alle bliver lagt i den samme kasse, mister sproget evnen til at rumme forskellighederne. For mig handler det ikke om at nægte betegnelsen i sig selv, men om at udfordre den automatiske brug af den som et fælleslabel for alle over en bestemt alder.
Det er netop samtaler som denne, der kan gøre sproget mere nuanceret. Tak fordi du satte dit perspektiv på – det giver stof til eftertanke.
Mange hilsner, Lise
Kære Lise
Altid interessant at læse dine tanker om livet.
Min blog og min profil hedder jo Seniortiden.
Jeg synes selv, at navnet meget godt dækker over liver +50 ………….osv.
Jeg opfatter ordet Senior som vidende, erfaren, klog. For mig er Seniortiden her, hvor jeg er blevet lidt klogere på livet og har gjort mig nogle erfaringer. Fordi vi er seniorer, så er vi jo ikke allesammen i den samme kasse.
Men jeg er enig – jeg bryder mig ikke om at blive kaldt gammel. Den kasse vil jeg nødig i 🥰
Kære Jane.
Tak for din fine kommentar. Jeg forstår godt, hvad du mener – og jeg kan faktisk godt lide din fortolkning af ordet senior.
For mig handler det nok mest om, hvordan ordet bruges – når det bliver et fællesmærkat for alle over en bestemt alder, synes jeg, det udvisker forskellene mellem os.
Måske er det netop det, der gør denne livsfase så interessant at skrive om 🌿
mange hilsner
Lise