• en bevidst eller ubevidst indflydelse?

Jeg har tænkt over, hvem der mon har været mine rollemodeller gennem livet. Udover mine forældre, som naturligvis helst skal være barnets første forbillede – og som på mange måder også var det for mig – har der været andre, som har sat spor.

Til min overraskelse er “rollemodel” et forholdsvis nyt ord i det danske sprog. Det blev første gang registreret i en dansk kilde i 1986 og blev optaget i Retskrivningsordbogen i 2001, hvor det beskrives som: “en person, der tjener som et eksempel, der efterlignes af andre.”

Denne opdagelse fik mig til at tænke videre – hvem har jeg mon beundret? Hvem har gjort et varigt indtryk på mig?

I dag tales der meget om vigtigheden af rollemodeller, og Peter Horn, adm. direktør for Kvinder i Bestyrelser, understreger, at “behovet for rollemodeller er større end nogensinde.” Måske fordi vi i dag er mere bevidste om, hvordan synlige forbilleder kan bane vejen for andre.

Men dengang var det ikke noget, vi tænkte over. Enten var de der – eller også var de ikke.

Signe Troelsen – elegance og autoritet. 

En af dem, der gjorde indtryk på mig, var Signe Troelsen, en markant skikkelse inden for Vejle Amts Gymnastikforening. Hun var tilknyttet Vejle Idrætshøjskole, men jeg lærte hende at kende på Kristine Seligmanns skole, hvor hun også underviste.

Jeg glemmer aldrig hendes holdning, hendes gang, hendes påklædning. Ofte klædt i sort eller hvidt, men altid med et smukt tørklæde eller et markant bælte – ikke tilfældigt placeret, men nøje arrangeret.

Jeg beundrede hendes skarpe blik for, hvem der fortjente at “gå forrest” ved skolens årlige, fornemme skolefest. Det var ikke nødvendigvis børn af de mest prominente forældre, men de elever, der havde forstået kunsten at gå og danse – præcis som Signe Troelsen lagde vægt på.

Uden at tænke over det har jeg kopieret hendes stil i årevis. Min garderobe domineres stadig af sort –  samt den røde læbestift – en arv fra hende, uden at jeg dengang var bevidst om det.

Jeg blev ikke længe på skolen, men mødte Signe igen ved flere store gymnastikstævner. Desværre fik jeg aldrig fortalt hende, at hun var min rollemodel.

Jette Hecht-Johansen – intelligens og retfærdighed

En anden kvinde, jeg beundrede – på afstand – var Jette Hecht-Johansen. Jeg har aldrig mødt hende, men jeg fulgte hendes liv og karriere gennem nyhederne, fra jeg var barn.

Der var meget at beundre.

Først og fremmest hendes indsats i Frihedsbevægelsen under Besættelsen – en tid, jeg ikke selv husker, men som blev fortalt mig i detaljer.

Men det var særligt hendes dygtighed i nævningesager, som gjorde hende berømt. Hun vandt den ene retssag efter den anden, og hendes skarpe argumentation gjorde hende til en af de mest respekterede forsvarsadvokater i sin tid.

Jeg ville læse jura. Men af forskellige årsager blev det ikke muligt. Måske var det ikke min vej – men beundringen for hende har jeg aldrig mistet.

Rollemodeller sætter spor.

Nogle gange finder vi dem i vores nære omgivelser, andre gange på afstand. Og nogle gange opdager vi først deres betydning mange år senere.

Men måske har Peter Horn ret – måske er behovet for synlige rollemodeller større end nogensinde?

Hvem har inspireret dig i livet? Har du en rollemodel – eller måske flere – der har gjort en forskel for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *