Jeg har aldrig været typen, der stod bøjet over varedeklarationer med lup, panderynker og mistroisk mine.

Måske fordi jeg voksede op i en tid, hvor mad var så enkel, at den nærmest forklarede sig selv. Kød, grøntsager, smør, æg og fløde. Råvarer, man kunne genkende uden hverken kemisk ordbog eller ernæringsmæssig mistænksomhed.

Man lavede maden fra bunden. Det gjorde man bare.

Og den disciplin har jeg sådan set holdt fast i hele livet.

Derfor har E-numre heller aldrig interesseret mig synderligt. Ikke af principiel modstand. Snarere fordi jeg sjældent har følt behovet. Når ens køkken hovedsageligt består af ingredienser, man selv hakker, steger, pisker eller simrer, bliver varedeklarationer sjældent dagens mest spændende læsning.

Men efter mange år i udlandet udviklede jeg én ganske særlig svaghed: Rejeost.

Ikke fra barndommen — den fandtes ikke på gårdens bord og heller ikke i min tidlige kulinariske bevidsthed — men senere blev den noget, der var blevet mit eget symbol på hjemkomst. Når jeg vendte hjem, måtte der rejeost på bordet. Det blev nærmest et ritual.

Jeg har endda med betydelig entusiasme introduceret udenlandske venner for denne besynderlige danske specialitet. Efter en vis indledende skepsis lod flere sig faktisk omvende. Til min store fornøjelse blev rejeost dermed en slags kulinarisk kulturambassadør.

Men så en dag begik jeg den fejl, man måske bør undgå, hvis man ønsker at bevare sine illusioner: Jeg vendte emballagen om.

Ingredienslisten.

Pludselig stirrede en helt anden verden tilbage på mig — tilsætningsstoffer, tekniske betegnelser og det aldeles uromantiske ord: Bløddyr.

Bløddyr!

Der findes ord, som med bemærkelsesværdig effektivitet kan punktere selv de mest hyggelige forestillinger om dansk frokostidyl.

Var produktet nødvendigvis usundt? Næppe. Men var begejstringen helt den samme bagefter? Ikke rigtigt.

For måske handlede overraskelsen mindre om sundhed og mere om noget andet: Den pludselige erkendelse af, hvor fremmed moderne fødevareproduktion kan virke, når man kommer fra en madkultur, hvor ingredienser helst bare lignede sig selv.

Det føltes næsten, som om bagsiden af emballagen forstyrrede et lille stykke ukompliceret nostalgi.

Så nej — jeg er stadig ikke blevet fanatisk E-nummer-jæger. Men jeg har lært, at visse varedeklarationer måske bør forblive ulæste, hvis man ønsker at bevare sine kulinariske illusioner.

Jeg holder mig derfor fortsat helst til det enkle: Kød. Grøntsager. Smør. Fløde. Mad, der stadig ligner mad.