Påsken er en mærkelig størrelse. Den er ikke bare chokolade og gule kyllinger. Der ligger noget dybere – noget vi ikke altid sætter ord på, men som vi alligevel mærker.
Som barn og skolepige var påsken først og fremmest et kærkomment afbræk i skoletiden. De mange fridage føltes som en lille ferie midt i hverdagen. Men Langfredag – den var anderledes. Stemningen var tungere. Kun sørgmodig musik i radioen, og i vores ellers helt almindelige folkekirkelige familie var der strenge regler: ingen spil, ingen kort, ingen håndarbejde. Fjernsynet stod tændt, men det føltes, som om det gik lidt langsommere.
Stilheden var pålagt – men måske lærte vi noget af den. For i dag er stilhed blevet noget, vi køber os til gennem apps og meditation. Stilhed er blevet en mangelvare. Og måske netop derfor føles minderne om den Langfredags-ro som noget, der alligevel har sat sig – et ekko af noget betydningsfuldt.
Men så var der alle de andre traditioner. Længe før påske begyndte vi at klippe gækkebreve, når vintergækkerne dukkede op. Vi brugte børnesakse – senere sneg vi os til fars neglesaks, hvilket ikke var populært. Vi skrev de små vers, som alle bedsteforældre “ikke kunne gætte sig til”, og vi fik store chokoladeæg for vores anonymitet.
Vi pyntede med pustede æg, malede med vandfarve og hængt op i nøgne forårsgrene – pyntet med fjer, som vi selv havde malet gule. Det var ikke jul, men det havde sin egen stemning. En lettere, lysere højtid.
Og så var der “skidne æg”. Jeg troede længe, det var et jysk udtryk – og egentlig lød det ikke specielt appetitligt. Men det var tradition: halve blødkogte æg, overhældt med sennepssovs, serveret med rugbrød eller kartofler. Det var ikke festmad, men det smagte bedre, end det lød – og det hørte lørdagen før påskedag til. En tavs markering af, at noget nyt var på vej.
Påskedag – endelig. Som børn forstod vi ikke meget af opstandelsen. Det lød både lidt uhyggeligt og meget langt væk. Men vi fornemmede, at det var vigtigt. At noget var “ovre”. Noget mørkt var gået forbi.
Og nu, som voksen, tænker jeg, at opstandelse ikke nødvendigvis handler om at blomstre, skinne og redde verden.
Måske handler det mere om en stille genstart. En ny begyndelse. Et forsøg mere. Et: ‘Nå, så prøver vi igen.’
Ikke det store mirakel – bare et lille.
Glædelig Påske.
