Noget jeg ikke fik med – men fandt lidt af i dag
Jeg var i dag til min allerførste musikfestival.
Ja, du læste rigtigt. Første gang – i en alder af 77. Det var ikke noget, jeg havde planlagt. Jeg blev opfordret af nogle (næsten) nye venner til at tage med, og jeg sagde ja.
Og det blev en fest!
Vi endte med at rocke os ned ad memory lane med Birthe Kjær, der selv fylder 77 til september. En skøn, ukrukket kvinde, som giver sig selv – med smil, varme og overskud. Hun er en ener.
Men det var ikke kun Birthe, der gjorde indtryk. Det gjorde selve det at være til en open-air festival. Det var nyt for mig – og samtidig var det, som om jeg havde savnet det, uden at vide det.
Da jeg flyttede til Tyskland i 1977, fandtes der ikke rigtig noget, der lignede musikfestivaler, som vi kender dem i dag. I hvert fald ikke der, hvor jeg boede. Måske var det bopælen. Måske tiden. Måske bare livets gang.
Men i dag gik det op for mig, at jeg aldrig har været en del af den danske festivalkultur, som så mange andre kender. De fællesskaber, hvor man står med sol i øjnene og fadøl i hånden, synger med på noget fra ungdommen, og mærker rytmen, der forbinder generationer.
For mig blev det nærmest et mildt kulturchok bagud i tiden – at opdage noget, der har levet i mit land, men som jeg aldrig selv har fået med. Og det satte tanker i gang:
• Om sange, man ikke kan synge med på, fordi man ikke har hørt dem nok.
• Om fællesskaber, der blev skabt uden én – og som alligevel er åbne, når man en dag træder ind.
• Om tid, identitet og alt det, vi opdager sent, men stadig når at opleve.
På gåturen fra S-togsstationen til Gentofte Musikfest gik jeg bag to teenagedrenge.
Pludselig begyndte de at synge:
“Sommer, sommer og sol…”
Og så vidste jeg, at de også skulle høre Birthe Kjær.
Det rørte mig dybt. Den samme sanger, den samme sang – en hel generation og to unge drenge.
Måske fik jeg ikke festivalerne med, dengang de begyndte.
Men i dag – i selskab med nye venner og en gammel melodi – fik jeg lov at træde ind i noget, der absolut stadig lever.
Og det var både sjovt og skønt.
Har du selv været på festival?
Måske endda med fra starten i Roskilde i ’71?
Jeg vil elske at høre om dine oplevelser – nye som gamle.
10 reaktioner
Jeg har faktisk heller aldrig været på festival 😏 Men min datter tager hvert år til Skanderborg festival 🥰
Så må du tage med din datter til Skanderborg næste år😀 – så vidt jeg har hørt (jeg er bestemt ikke festivalekspert) er det en festival med plads til flere generationer – nogle kalder den “de voksnes festival”! Det kunne jo blive en herlig fælles oplevelse – og måske til en lille fortælling på din blog: SENIORTIDEN?
Jeg hører til dem, der ligesom dig ikke har været på festivaller.
Kun en gang på en Skanderborg festival sammen med min mand og forældre .i ruder kongens tid.
Det var på en hjemferie fra udlandet.
Jeg har nemlig som dig også boet i det store udland .
Primært i sydøst Asien og Afrika – 5 forskellige steder.
Er det måske årsagen til at vi begge ytrer os offentligt som 70+++ ?
Måske – hvad tænker du om det ?
Hej Mette – TAK fordi du skrev – og for at nævne det med udlandsårene. Det havde jeg faktisk ikke tænkt over, men du har måske ret i, at det giver et særligt blik udefra – og en lyst til at sætte ord på det man oplever.
Jeg har været inde og se nærmere på dit skrive lab. Det er tydeligt, at det er sted med fokus på skrivetrang, inspiration og fællesskab omkring det at skrive. Et lidt andet udgangspunkt end mit – men netop derfor sætter jeg stor pris på, at du valgte at kommentere her.
Det er netop dialogen, der får det hele til at leve.
Jeg vil glæde mig til at læse videre på metteweber.dk
Mange hilsner, Lise
Hej Lise, jeg har ikke været til festival, jeg er lidt for sensativ med så mange mennesker omkring. Men hørte tilfældigvis Birthe Kjær til en byfest i Fåborg. Min datter og jeg var på en lille miniferie og så opdagede vi, at hun skulle optræde om aftenen på torvet. Og ja, de unge mennesker skrålede lykkelige med på sangede😊 For nogle år siden inviterede jeg også min datter med til Rolling Stones koncert i Parken, der er også mange mennesker, men man har sin egen plads. Det var fantastisk. Så her til morgen at Mick Jagger fylder 82 år og han springer stadig rundt.
Hej Myanne -Tak for din fine fortælling – og ja, Mick Jagger er jo det bedste bevis på, at alder ikke behøver at bremse energien!😀
Hej
Ret sent i mit liv begyndte jeg at gå til koncerter i Skovdalen, som er en smuk “gryde” midt i en lille skov i Aalborg.
Jeg husker følelsen af, at jeg havde snydt mig selv for mange glæder ved ikke at deltage noget før.
Det var en helt særlig oplevelse at stå der blandt flere tusinde andre, som også skrålede med på Lars Lilholt, Runrig og hvem der nu optrådte.
Uanset vejret, så stod vi der i mange timer, og specielt een gang var en meget våd oplevelse, for det styrtede ned!
Da Runrig gik på scenen i vældigt humør og råbte “Hello Aalborg”, var vi helt på dupperne under paraplyer, store plasticposer osv.
Og de startede koncerten med “I’m singing in the Rain…” Herligt.
I flere år tog jeg og min daværende mand til Skagen Festival, og dét var en vidunderlig oplevelse.
Ikke nok med, at der er et meget varieret udbud af koncerter.
Der er også musik på snart hvert gadehjørne i byen, og hele byen summer af musikglade folk.
At sidde på havnen og spise friske fiskeretter, mens der bliver spillet irsk folkemusik – suk hjerte.
Hverken ben eller ryg er til den slags mere, men jeg har været der, og jeg glemmer det aldrig.
Og hvor ville jeg dog ønske, at jeg var begyndt at deltage, da jeg var yngre!!
Så fint at læse om dine oplevelser 🌸 – og hvor har du ret: “Minderne har man, dem kan ingen ta’” (som Liva Weel sang engang). De bliver jo siddende i os, også når vi ikke længere kan stå der i regnen eller danse på havnen.
Åh, jeg vil så gerne, men ifølge det jeg har set på tv-skærmen skal man kunne stå op i længere tid. Det kniber desværre for nogle af os 86årige. Måske skal jeg alligevel prøve næste år!😋
Kære Marianne.
Jo, selvfølgelig skal du på en musikfestival – måske ikke en af de helt store, men et mindre og hyggeligt arrangement. Jeg er nok ikke den bedste til at rådgive om hvor, men på Gentofte Musikfest var der f.eks. både små boder, bar og restaurant med bænke og borde. Man behøver slet ikke stå op hele tiden – det kan man gøre, hvis man har lyst til at komme tættere på scenen.
Glæder mig til at høre fra dig, når du også har oplevet din første musikfestival 🌸🎶
Mange hilsner
Lise