Når jeg læser om kloge, tænkende og velformulerede mennesker, der deltager i samtalen om verden, strejfer tanken også en helt anden gruppe.
Mennesker, som på deres måde også har levet et langt liv. Som har arbejdet, opdraget børn, stået op om morgenen og fået tingene til at hænge sammen.
Uden at nogen rigtig lægger mærke til det.
Måske kun den nærmeste familie – hvis der er nogen.
Deres liv bliver ikke interviewet. Deres erfaringer bliver ikke spurgt ind til. Der er ingen, der samler deres tanker Når i essays eller podcasts.
Men de er der.
I opgangen. I supermarkedet. På bænken ved busstoppestedet.
Og vi taler faktisk om dem.
Om “de ældre”. Om ensomhed. Om pleje. Om svigt og systemer.
Men vi taler ikke med dem.
Og ofte er det dem, der har brug for hjælp, der fylder samtalen. Det er naturligt – og vigtigt. Men det er ikke hele billedet.
For der findes mange andre.
Dem, der klarer sig selv. Som ikke beder om noget. Som ikke fylder. Som måske sidder alene i deres lejlighed eller hus – uden at gøre opmærksom på sig selv.
De indgår sjældent i statistikkerne. De bliver næsten aldrig spurgt.
Nogle fortæller indimellem lidt. Ikke meget. Men nok til, at man fornemmer det – at der er et helt liv bag vinduet.
Når man bevæger sig gennem byen og ser op på de mange anonyme vinduer, er det svært ikke at tænke på dem derinde.
Vi taler om “de ældre”, som om det var én gruppe. Men det er det ikke.
Der er dem, vi lytter til. Dem, der tager ordet.
Og dem, vi går forbi.
Alle har levet et liv – men ikke alle bliver set.
2 reaktioner
Kære Lise,
Et stærkt indslag, og ja, ensomheden er en dræber – både mentalt og fysisk.
Mine betragtninger kredser om ensomhedens mange facetter.
Vi ved, at mennesker, der er velfungerende socialt, lever længere, men det er ikke alle forundt at leve et liv, hvor sociale relationer er en selvfølge. Ensomhed rammer ikke kun ældre – den findes i alle aldre. Men lad os fokusere på den ”usynlige” gruppe af ældre og gamle, der er ensomme. Du rammer noget vigtigt, når du skriver, at man ikke hører og ser dem.
Hvorfor er de ensomme?
Er det et resultat af valg eller omstændigheder?
Jeg oplever, at mange af ensomme mennesker ikke har (eller har haft) lysten eller evnen til at opsøge sociale sammenhænge. I stedet beskæftiger de sig med praktiske opgaver – “så har man jo travlt”. Der er intet galt med praktiske opgaver – de kan være både nødvendige og en kilde til glæde.
Jeg er selv haveentusiast og kan nemt tilbringe timer i haven, hvor arbejdet giver mig både ro og tilfredsstillelse. Men ofte leder sådanne aktiviteter til sociale møder – en ”haverunde”, hvor folk ser, vurderer og roser hinandens projekter. Det giver både fællesskab og kreative inputs.
Ensomheden opstår dog ikke kun fordi man er optaget af praktiske opgaver. Jeg ser også, at ensomheden i de senere år er blevet en vane – en vane opstået fordi man har vænnet sig til, at andre tager initiativerne. Mange har aldrig haft behov for at socialisere, fordi deres ægteskab eller samliv har været den sociale ramme. Men når samlivet stopper, stopper også initiativerne.
Men interessant nok kan man også være ensom i et parforhold, hvor der ikke længere er nogen samtaler, ingen relation, kun rutiner.
Jeg har set, hvordan nogle af disse grupper blomstrer, når de pludselig står alene – de opdager et nyt venne-liv, de aldrig havde set komme. Fra at have båret usynlighedens kappe, træder de ud i lyset – og pludselig bliver de synlige, og deres liv får ny kvalitet.
Det er ikke altid en nem proces at blive synlig igen og det er slet ikke alle der ønsker det. For nogle er det en grænseoverskridelse, som strider imod både natur og vaner.
Det er en balance, der er svær at finde, og ofte opstår spørgsmålet: Hvor kan vi ændre, hvis vi ønsker at blive “synlige”?
Du berører, som jeg læser det, tristheden ved at en stor gruppe forbliver usynlige – og du har ret. Men måske ser de “usynlige” det på en helt anden måde.
Måske er de ikke så usynlige, som vi tror, men måske har de bare valgt deres egen måde, at være til stede på.
Kærlig hilsen Fie
Kære Fie,
Tusind tak for din smukke, kloge og nuancerede kommentar.
Du sætter ord på så mange vigtige facetter af ensomhed – både den selvvalgte, den påtvungne og den næsten usynlige, som kan gemme sig midt iblandt os.
Du har så ret i, at ensomhed ikke altid ser ens ud, og at nogle måske faktisk finder ro i deres egen måde at være i verden på. Samtidig rører du ved noget centralt: hvor meget vaner, livsformer og tabet af fællesskab kan forme et menneskes senere liv.
Og hvor fint, at du nævner haven, din have – dit eget eventyrlige univers, som tydeligvis ikke blot skaber skønhed, men også forbindelser. Din have virker næsten som et billede på det, mange søger: et sted hvor noget kan gro, både i jorden og mellem mennesker.
Tak fordi du delte dine tanker så generøst.
Kærlig hilsen
Lise