Jeg har lige været syg. Jeg havde symptomer, der kunne være alt fra influenza, Covid til bronkitis, og det slog mig fuldstændig ud. Kroppen var tung, hovedet træt, og al energi forsvandt. Jeg vidste jo godt, at immunforsvaret krævede alt, hvad jeg havde, men det, der altid forundrer mig, er, hvordan mine tanker også gik i dvale.
Mine sædvanlige hverdagstanker forsvandt fuldstændig. De refleksioner, jeg normalt har – de små irritationer, de undrende øjeblikke, selv de daglige grublerier – var væk. Det var som om, sindet kørte på miniblus, og alt det, der ellers optager mig, var sat på pause.
Det føltes næsten, som om kroppen sagde:
“Stop alt unødvendigt. Nu handler det kun om at blive rask.”
Nu hvor jeg er ved at være ovenpå igen, begynder jeg at undre mig: Kræver tanker en energi, jeg ikke havde? Eller er det kroppens måde at beskytte mig på – at lukke ned for alt overflødigt, så jeg kun fokuserede på at komme mig? Er mine refleksioner og kreative tanker en luksus, jeg kun kan tillade mig, når kroppen er i balance?
Det føles næsten som en form for biologisk meditation, hvor kroppen tvinger både krop og sind til at holde pause. Først nu, hvor tankerne vender tilbage – først de praktiske: Hvad skal jeg spise? Hvilke planer er der næste uge? – og siden de mere refleksive, mærker jeg, at jeg virkelig er på vej tilbage.
At jeg igen har lyst til at skrive om dette emne, er mit tydeligste tegn på, at jeg er ved at blive rask.
Har du også oplevet det – at sygdom ikke kun trætter kroppen, men også stilner tankerne?
6 reaktioner
Ja det har jeg. 18.nov. 2023 holdt jeg min fødselsdag hos min datter. Den yngste var lidt forkølet men ikke meget. Få dage efter blev jeg syg. En virus der varede i 5 uger. Juleaften holdt jeg med mig selv jeg orkede ikke andet. Så skete det igen i 2024. Januar og februar var jeg syg 2 gange 14 dage. Jeg opsøgte en natur terapeut. Hun undersøgte mig og jeg fik noget medicin som hun kunne se jeg manglede. Det skulle jeg tage hver nogen inden morgenmaden. Min krop var helt svækket. Jeg lavede
ikke andet end at ligge i min seng når alt med bad, indkøb, få noget og spise var klaret. Jeg lå og kiggede på telefonen. Jeg lyttede i de opslag der kom op om Coldplay på instragram. Jeg gik helt ind i deres verden. Læste om gruppen. Fandt videoer på YouTupe med Chris Martin. Musikken reddet mig. Jeg blev total fan af dem. Langsomt fik jeg det bedre. Men kontaktede en visitator der kom ud til mig. Jeg fortalte hvordan jeg havde det. Da jeg havde Diabetes 2 foreslog hun at jeg kontaktede Diabetes Centeret i den by hvor boede i og søgte om at komme til noget træning. Det kom jeg så. men det var for hårdt for mig så jeg stoppede med det. Jeg har aldrig før oplevet at min krop gik fysik ned. Mange gange har jeg oplevet jeg gik psykisk ned med stress men ikke fysik som denne gang. Jeg tænker er min alder der gjorde det svært og komme ovenpå igen. Jeg er 67år.
Kære Lone.
Bare det, at du har lyst til at skrive her og dele din historie, viser, at du er på vej op igen –
og det glæder mig virkelig at læse. Det lyder som en lang og svær periode, du har været igennem, både fysisk og mentalt.
Kroppen kan virkelig sige fra på nye måder, når vi bliver ældre, og det kan komme bag på én.
Men hvor er det fint og rørende, at du fandt noget at holde fast i – Coldplays musik, stemningen, Chris Martin – noget, der kunne give dig lidt håb midt i det hele. Musik kan nogle gange noget, selv læger og medicin ikke kan.
Jeg ønsker dig fortsat god bedring.
De bedste hilsner
Lise
Jo tak jeg genkender tilstanden.
For to år siden gled jeg i’et råddent æble på en betontrappe og styrtede hele vejen ned og landede i en bjælke. Armen var flækket ,senen i underbenet delvist revet over og en dyb revne i ballemusklen. Det tog et helt år med træning for bare at komme nogenlunde tilbage til at kunne gå mine elskede ture i omegnen. Det lykkedes til dels og jeg var glad. For et par måneder siden blev jeg så skubbet tilbage til udgangspunktet,da jeg kom til skade med mit knæ,fordi jeg sagde ja til at hjælpe med at få et dødt træ ud af en kæmpe potte. Skadet minisk og ledbånd,kunne ikke engang gå op af trappen i mit hus,men måtte numse mig op som et lille barn. Forskellen fra første ulykke og til denne var, at jeg fuldstændig “tabte sutten” . Følte mig lige til lossepladsen,og selv dejlige invitationer fra mennesker der holdt af mig,kunne jeg overhovedet ikke overskue,og sad i stedet med min IPad og spillede Back Gammon online. Da jeg bad min læge om en henvisning til en specialist ,fik jeg i første omgang beskeden,at jeg skulle kigge på min dåbsattest, for det nyttede ikke at være utålmodig i min alder. Hun har dog senere sendt mig til ortopædkirurg,så nu sker der endelig noget,men pyh ha. Det værste er, at når man er nede psykisk kan det være en uoverstigelig opgave at slås for at komme til de rigtige læger.
Tak Charlotte – omend en trist historie, så dog med en nogenlunde god afslutning!
Når kroppen lukker ned. Dette skete for mig efter en hofteoperation i januar i år! Jeg var ganske enkelt ved at forbløde da jeg kom hjem. Måtte ringe 112 og kom på andet sygehus til blodtransfusion. Herefter kunne jeg intet, som i intet i ca 14 dage! Min krop krævede hvile, og selv om man opfordres til at træne og gå efter hofteoperation lod jeg kroppen bestemme. Og den krævede HVILE! Jeg kunne så heller ingenting. Der blev taget nogle beslutninger mens jeg lå der. God tid til at tænke! Og jeg besluttede at når jeg kom på fode igen, ville jeg starte på at gå til Styrketræning, for aldrig at havne i sådan en situation igen! – det gør jeg fortfarende og trives med det. Vi må som ældre forsøge at holde os: tandpleje, hår/neglepleje – holde kroppen i gang og hovedet! Det vil altid komme os til gode senere!
Kære Britt -Sikke en voldsom oplevelse – godt du lyttede til kroppen. Din beslutning om at styrketræne er inspirerende, og du har helt ret: krop og hoved skal holdes i gang.😘