Jeg har lige været syg. Jeg havde symptomer, der kunne være alt fra influenza, Covid til bronkitis, og det slog mig fuldstændig ud. Kroppen var tung, hovedet træt, og al energi forsvandt. Jeg vidste jo godt, at immunforsvaret krævede alt, hvad jeg havde, men det, der altid forundrer mig, er, hvordan mine tanker også gik i dvale.

Mine sædvanlige hverdagstanker forsvandt fuldstændig. De refleksioner, jeg normalt har – de små irritationer, de undrende øjeblikke, selv de daglige grublerier – var væk. Det var som om, sindet kørte på miniblus, og alt det, der ellers optager mig, var sat på pause.

Det føltes næsten, som om kroppen sagde:

“Stop alt unødvendigt. Nu handler det kun om at blive rask.”

Nu hvor jeg er ved at være ovenpå igen, begynder jeg at undre mig: Kræver tanker en energi, jeg ikke havde? Eller er det kroppens måde at beskytte mig på – at lukke ned for alt overflødigt, så jeg kun fokuserede på at komme mig? Er mine refleksioner og kreative tanker en luksus, jeg kun kan tillade mig, når kroppen er i balance?

Det føles næsten som en form for biologisk meditation, hvor kroppen tvinger både krop og sind til at holde pause. Først nu, hvor tankerne vender tilbage – først de praktiske: Hvad skal jeg spise? Hvilke planer er der næste uge? – og siden de mere refleksive, mærker jeg, at jeg virkelig er på vej tilbage.

At jeg igen har lyst til at skrive om dette emne, er mit tydeligste tegn på, at jeg er ved at blive rask.

Har du også oplevet det – at sygdom ikke kun trætter kroppen, men også stilner tankerne?