Der er noget særligt ved det øjeblik, hvor bøgen springer ud.

Måske er jeg lidt sent ude — men bøgens udspring fortjener alligevel sine egne tanker.

Ikke bare fordi den gør det hvert år – men fordi vi venter på det.
Vi holder øje. Vi taler om det. Som om det var en begivenhed.

Det sker i disse dage.

Jeg husker, hvordan jeg i min første tid i Tyskland en dag sagde begejstret:
“Die Buche ist ausgesprungen.”

Det var forkert. Det hedder “ausgeschlagen”.

Men forskellen er egentlig interessant.

“Ausschlagen” er nøgternt. Botanisk. Noget, der sker.
“Ausspringen” – sådan som vi siger “springe ud” – rummer noget andet. Noget pludseligt. Noget levende.

For hos os er bøgen ikke bare et træ.
Den er en del af det, vi er rundet af.

Vi synger om den i Der er et yndigt land.
Ikke som pynt, men som billede på landet selv.

Det er jo ikke bare blade, der folder sig ud.
Det er lyset, der vender tilbage.
Det er farven. Det spæde grønne, som næsten gør ondt i øjnene.

Og så er der duften.

Den helt fine, let syrlige duft af nye bøgeblade.
Som barn plukkede vi dem og spiste dem – forsigtigt, næsten højtideligt.
Og jeg gør det stadig.

Jeg har også altid klippet et par bøgegrene og taget dem med ind.
Sat dem i en vase som en buket, der ikke larmer, men bare er der.
Lysegrøn. Næsten gennemsigtig.

Måske er det derfor, min begejstring lød lidt fremmed den dag i Tyskland.

For jeg talte ikke kun om et træ.

Jeg talte om noget, vi deler.

Jeg sagde det forkert. Men jeg mente det rigtigt.