Fordi kærlighed ikke kun skal have én dato.

Jeg har aldrig ønsket blomster på Mors dag. Ikke fordi jeg ikke elsker mine drenge – men fordi jeg har foretrukket, at de tænker på mig en ganske almindelig tirsdag. At de ringer uden grund, deler noget fra deres liv, eller bare er til stede. Uden at kalenderen dikterer det.

Mors dag har altid føltes lidt købt for mig. Som om kærligheden skal pakkes ind i gavepapir og gives på kommando én gang om året. Jeg har mere sat pris på det uventede – en besked, et grin, et “kom lige forbi”, en hjælpende hånd uden anledning.

Når det er sagt, så ved jeg godt, at mange holder meget af Mors dag. Det forstår jeg godt. For det er rørende at blive set og fejret, og for nogle er det netop den dag, hvor man stopper op og husker at sige tak. Og det er jo aldrig forkert.

Mors dag har faktisk en rørende oprindelse.

Den blev indført i 1908 i West Virginia af Anna Jarvis, til ære for hendes mor, Ann Reeves Jarvis. Moderen havde viet sit liv til at forbedre forholdene for mødre og børn – især under og efter borgerkrigen. Hun skabte “Mothers’ Day Work Clubs”, hvor kvinder lærte om hygiejne og omsorg, og hvor fællesskabet mellem mødre blev styrket i en tid, hvor kvinder ellers ikke havde meget formel magt.

Anna Jarvis ville ære sin mor – ikke med balloner og kort, men med en inderlig påmindelse om mødres betydning. Ironisk nok blev hun senere stærkt kritisk over den kommercialisering, dagen blev udsat for. Hun ønskede sig inderlighed – ikke indkøb.

Og det er måske dér, jeg stadig har mit ståsted. Jeg siger ikke nej til Mors dag. Jeg siger bare:

Mors dag – hver dag.

Kærlighed behøver ikke fejres med store armbevægelser, men med små tegn på nærvær. Jeg håber, mine drenge – og nu også deres børn – mærker, at kærlighed ikke måles i blomster, men i opmærksomhed. I at blive husket og set. Også en mandag.

Jeg deler bare mine tanker – og er nysgerrig, hvis du har lyst til at dele dine!