Ikke alt handler om alder. Nogle dage handler bare om at fortælle.
Her er en lille historie fra min barndom – fra hønselugen, fra kostalden og fra tiden, hvor pattegrise blev født om natten.
Hønsegården, hønsene og deres reder var et spændende sted. Da jeg lige netop kunne kravle ind ad hønselugen og nå rederne og æggene, blev det en daglig fornøjelse for mig at hente et par æg, som jeg stolt bragte ind i køkkenet – hvis jeg da ikke undervejs havde tabt et eller flere. Det var dog ikke helt efter min farfars ønske, da han regerede over hønsehuset, og heller ikke min mor var begejstret. Man kunne nemlig ikke længere holde orden på, hvilke høns der havde lagt æg, og hvilke der ikke havde, så mit lille eventyr i hønsehuset blev hurtigt forbudt.
I stedet fik jeg, gennem mine mange besøg i hønsegården, en ny ven – en stor, dejlig og tyk høne, som jeg bar rundt på overalt, også uden for hønsegården. Jeg husker stadig dens duft og de bløde fjer, men heldigvis husker jeg ikke, om den endte i suppegryden eller døde en naturlig død.
Vi var altid “tæt på liv og død”, forstået sådan, at vi vidste, at dyrene – bortset fra hestene, hundene og kattene – før eller siden ville ende deres liv som føde, enten for os eller for andre. Men vi tog også del i bekymringerne, når dyrene blev syge. Jeg husker stadig sorgen over tyrens Nicos død. Han var en venlig og speciel tyr, som vi kunne ride på, når køerne blev hentet ind om aftenen.
Jeg husker også karlenes eller dyrlægens kamp, når en ko skulle kælve, og man fastslog, at det ville blive en svær sædefødsel, og at alt derfor ikke gik som sædvanlig. Det var et voldsomt skue, når dyrlægen rakte en arm ind i koen for at få fat i kalvens ben. Derefter blev benene bundet med et stykke tov, som blev fæstnet til et stykke træ, så flere kunne trække kalven ud med stor kraft. Men dette blev alt sammen øjeblikkeligt glemt, når den lille, våde kalv få sekunder senere rejste sig op. Glæden var hver gang lige så stor som sorgen, når det ikke lykkedes at redde kalven.
Grisesøerne havde for vane at fare om aftenen, hvis ikke om natten, og derfor lod man aldrig en so være alene. Den kunne blive så nervøs, ja nærmest vred, at den bed de nyfødte pattegrise ihjel.
Vi var tit med disse aftener, hvor en rød lampe blev sat op over et lille, fint afskærmet leje med frisk halm, hvor de nyfødte pattegrise blev anbragt. Vi skulle være hurtige, for pattegrisene “smuttede” ud én efter én. De skulle straks tages op, tørres og lægges under den varme, røde lampe. De lignede små, fine, lyserøde marcipangrise, der blot ventede på, at soen havde beroliget sig, så de kunne komme til at ligge på række og die.
Hvis du, som jeg, har boet på en gård, har du sikkert lignende erindringer – fortæl gerne om dem her.
6 reaktioner
Sikke en dejlig fortælling fra en for mig ukendt verden 🥰
TAK – ja, det var en helt anden tid!
Jamen Lise…..
En dyrebar og herlig historie
Man kan se det hele som en film.
Livet på landet var helt klart noget andet end “bymusens historie”
Du er en god fortæller og Rasmus videre historier så sjove ❤️
Kærlig hilsen Fie
Kære Fie – tak for de søde ord ❤️ – Jeg ved jo godt, at jeg har haft et helt andet “uddannelsesforløb” end en bymus – inkl. at trække en kalv til verden og løbe rundt med en levende høne i favnen!
Måske skal vi bytte historier en dag – du får mine fra stalden, og jeg får dine fra fortovet 😀
Jeg var karl og arbejdede på den omhandlede gård (Lises fødehjem).
Jeg var ca. 5 år ældre end Lise.
Jeg har rigtig mange gode minder, og kan selvfølgelig genkende Lises beretning.
Min arbejdsgiver Lises forældre var pragtfulde mennesker, jeg blev modtaget og følte mig næsten, som en del af familien, selv om jeg slet ikke var det.
Der var ikke køer og heste i min tid, men jeg oplevede mange grisefødsler – om natten – som beskrevet. Jeg sov delvis i grisestalden disse nætter for at ”assistere” og passe på de nyfødte grise, men så havde jeg også et par timers hvil/søvn den kommende formiddag.
Som en sidebemærkning kan jeg oplyse (så vidt jeg husker), at arbejdstiden var 07-17 alle dage, – dog middagspause 1200-1300, – og hver anden lørdag sluttede arbejdsdagen kl 12, og hver anden søndag var fridag, og det var gode normale forhold. Jeg fik kost og logi på gården, og jeg spiste sammen med familien på gården.
Som nævnt, så havde jeg det rigtig godt, og jeg kan kolorere ”fortællingen” med et par historier.
Gårdejeren og sønnen gik på jagt, og jeg fik ofte også lov at gå med. – En lørdag middag sidst på bukkejagt sæsonen, hvor vi sad og spiste, sagde gårdejeren til sønnen og jeg:
• ”Der bliver ikke noget med at gå på jagt i efteråret, – I har hverken skudt ræve eller krager i år, og så er der heller ingen fasanjagt.
I kan jo ikke skyde ræve og krager: Jeg vil spise dem med hud og hår, hvis I får skudt nogen”.
Samtidig havde han smil på læben, og samtalen var slut.
En aften – senere – var vi igen ude efter råbuk, og jeg havde placeret mig i en hochsitz ved en rævegrav, — ca. et kvarter før jagten var slut, kom der en ræv, som jeg skød – og en til – og en til. Jeg fik dem alle 3.
Gårdejeren og ægtefællen var ”i selskab” og ikke hjemme.
Jeg slæbte rævene hjem og lagde dem foran soveværelsesdøren – med kniv og gaffel og en plakat ovenpå, hvor der stod ”VELBEKOMME”.
Senere på natten hørte jeg et ”BRØL” og grin og latter, så jeg vågnede. Gårdejeren og ægtefælden var kommet hjem.
Vi kom på jagt i den kommende sæson.
En anden ”historie” fra hønsegården.
Det var nat og alle sov – pludselig hørte jeg larm fra gårdejerens soveværelse på 1.sal og samtidig et skud med jagtgevær. Jeg fòr op af sengen og ud ad døren, der vendte mod hønsehuset. På gårdspladsen lå en stor ræv og 10-20 meter væk flaksede en kaglende høne.
Gårdejeren stod med jagtgeværet i hånden sagde: ”jeg hørte larm fra hønsehuset, — det var ræven der havde taget en høne”.
Hønen vendte tilbage et par dage senere.
Og en sidste historie (af mange i min 3 års ansættelse).
Lise og lillebroren ville gerne til fest/bal i omegnen (et stort distrikt), men de var ikke gamle nok til kørekort og faren ville helst være fri for at køre, så han sagde til mig: ”Vil du ikke med dem. I kan bare tage min bil” (Ford Zephyr og senere Mercedes)”, og det gjorde vi tit.
Så – i den travle/meget anstrengende høstperiode var der også et bal, som de gerne ville til, men jeg sagde, at jeg havde jo travlt – var træt og jeg skal tidlig op i morgen, så jeg tror, at jeg ”melder fra” i aften/nat. – Det var de meget kede af, og de ”beklagede” sig sikkert lidt til faren.
Så sagde faren (gårdejeren) – med et smil og glimt i øjet – til mig: ”Altså Rasmus – det kan jeg altså godt sige dig, hvis du ikke kan gå til bal om natten og arbejde om dagen, så er du en svækling”.
Og han vidste jo godt, at min (måske knap så ihærdige) arbejdsindsats næste dag var for ham.
Vi kom til bal.
Et par år senere — til Lises bryllup — mødte jeg min kone, og hun har nu holdt mig ud i 55 år.
Jeg stopper nu, fordi – der er ikke mere spalteplads.
NB.: Hvis eller når jeg begik faglige fejl, så fik jeg aldrig ”skæld ud” af gårdejeren. Vi ”snakkede” om fejlen, og gårdejerens sidste bemærkning var altid: ”Jaah – vi begår jo alle fejl”, og så var det emne udtømt.
Tak, kære Rasmus – du gav min lille historie om “Livet på gården – tæt på liv og død” både fylde og nærvær med dine egne minder fra en tid, som næsten ikke findes mere. Dine fortællinger fik mig til at se gården – og mine forældre – gennem dine øjne.
⸻