Det er med glæde, at jeg byder velkommen til bloggens første gæsteskribent: Camilla Lindemann, journalist og forfatter. Glæd dig til en skarp og humoristisk fortælling om:

DATING PÅ BOLIGMARKEDET!

’Nåh, hvad synes I så?’ 

Ejendomsmægleren ser spændt spørgende på mig.

Min kæreste og jeg er på boligjagt, og mægleren har netop præsenteret os for det, han kalder: ’170 kvm. imponerende smuk herskabslejlighed med den bedste udsigt, beliggende i det mest attraktive kvarter på Frederiksberg.’

I annoncen var der flere positive tillægsord knyttet til matriklen.

Så det ligger i hans spørgsmål: ’Hvad er der at betænke sig på? Herregud, 13 millioner, det er fundet for de penge’

 Jeg skæver ud ad vinduet, hvor mit blik fanger den blankpolerede midnatsblå Mercedes cabriolet, han lige har parkeret, og tænker: Åh, nu skal vi til det igen, forklare hvorfor denne unikke bolig ikke bliver vores hjem.

Min kæreste og jeg har signaleret til hinanden under rundvisningen, og vi er enige. Boligen er smuk, men der mangler kemi mellem den og os. Ganske enkelt. 

Efter at have set nogle og tyve lejligheder, ligger svaret nogenlunde klar:

’Det er en meget fin lejlighed, men den rette kemi mangler.’

Hvad er den gode kemi?

Det er svært at forklare, men de fleste ved, hvad det drejer sig om. De gange, jeg tidligere har handlet på boligmarkedet, har jeg vidst, at dette er mit kommende hjem, så snart jeg stod i entreen.

 Når vi er ude efter en bolig, skyldes det lykkelige omstændigheder. Vi har besluttet at flytte sammen. Derfor søger vi en lejlighed, der er større end de to, vi bor i på nuværende tidspunkt.

Da vi begge har rundet de magiske 70 år, er vi enige om, at vi ikke skal bo højere end anden sal med mindre, ejendommen har elevator. Vi er fit for fight, men det gælder om at fremtidssikre.

(Onde tunger vil påstå, at vi lige så godt kan flytte direkte på plejehjem, men vi lader os ikke kue.)

Mæglerne, hvis skræk vi ender med at blive, er jeg bange for, fortalte os fra første færd, at det bliver svært at få opfyldt alle vores ønsker. Ældre lejlighed med stuk, paneler og karnapper på Frederiksberg og med elevator findes nærmest ikke, siger de. I kommer til at gå på kompromis. 

Så foreslår de moderne byggeri og taler om den fantastiske udsigt fra 15. etage. Det næste bliver formentlig, at de nævner handicapvenlige rum uden dørtrin.

Vi leder fortsat.

Før jeg mødte min kæreste, som jeg straks havde kemi med, og han derfor snart fik mig overbevist om, at vi skal rykke vores sofaer sammen, var jeg i kortere perioder på datingmarkedet. Og hver gang vi giver en mægler et afslag, minder det mig om de dage.

Man er på nettet og ser en profil (læs lejlighed) der ser rigtig lovende ud. Der er de rum og den beliggenhed, man ønsker. Eller en mand, der ser sød ud, passende alder, har sunde interesser og er god ved dyr. Mon jeg skulle se nærmere på ham?

En aftale kommer i stand, man skriver lidt sammen inden, det hele lyder godt. På papiret.

Man siger til sine veninder: Jeg tror, der er noget ved ham, vi skal ses.

Mødested aftales. Ganske få minutter inde i den første date, er man klar over, om det var en fejltagelse.

Sådan er det også på boligmarkedet.

Vi læser den ene annonce efter den anden, studerer billederne indgående og glæder os til fremvisningen. Drømmer måske en lille smule om at blive forelsket i rummene. At vi straks ved, hvor skabet skal stå. Måske er den hjemme denne gang.

Vi lister rundt på strømpefødder med mægleren i hælene. Han eller hun er optaget af, om vi er ved at sælge de boliger, vi bor i, for ellers vil de meget gerne hjælpe.

Min kæreste antyder, de får stjerner i øjnene, når jeg afslører, at jeg bor på en attraktiv adresse, hvor lejlighederne bliver afsat, hurtigere end storken snapper en frø, når de sættes til salg. 

Mæglerne koncentrerer sig mest om kvinden, når de fremviser til par. For de ved af erfaring, at hun har det afgørende ord.

Vi kigger på køkkener og forestiller os, at vi står her og laver mad i hverdagen, vil vi nyde det, med den udsigt og ved den bordplade? Den sidste kan skiftes ud, det kan den første ikke. Det er vi smerteligt bevidste om.

Sådan er det også ved første date.

Vi ser hinanden an. Og få minutter inde i samtalen ved vi, om vi kan lide udsigten, om vi vil ses igen. Hvis kemien er god, er det ligegyldigt om hans tøj er grimt, det kan skiftes.

Hvis ikke der er kemi, er det lige meget, om de håndsyede italienske sko skinner og smilet er hvidt, det er bare at få afviklet mødet.

Men afvisninger er svære. Hvad giver man som begrundelse?  Jeg kunne ikke rigtig lide dig? Nej vel.

Det ender altid med noget i denne retning:  ’Du er skøn, og finder snart en kærlig partner, men det skal ikke være mig.’

Så det er også det, vi siger til mæglerne: ’Dejlig bolig, den bliver snart solgt, men ikke til os.’

Næste trin er både efter dating og boligbesigtigelse at forklare venner, der følger ivrigt med i jagten, hvorfor det rette match ikke er dukket op.

Hvad var der så i vejen med ham? Eller med den bolig?

Der var ikke decideret noget i vejen, men det var ikke det rigtige…Vi kan godt høre, vi lyder nærmest undskyldende.

Så følger spørgsmålene: Arhmen er du/I ikke også meget kræsne? Kunne det ikke hjælpe, hvis I fik malet væggene i andre farver, eller I forestiller jer jeres egne møbler installeret?

Hvis det er en date, vi taler om, kommer forslaget.

’Hvad hvis han fik en anden frisure eller nye briller?’  

Nej nej og atter nej. 

Den dag, den rigtige bolig eller partner dukker op, er man ikke i tvivl.

Ligesom jeg meget hurtigt efter det første møde med min kæreste (som ikke var via en datingportal) vidste, at ’den var hjemme.’ 

Nu skal vi bare finde en lejlighed at være hjemme i.  Vi har trukket det store lod i kærlighedens tombola, så mon ikke vi også har lidt held med dating på boligmarkedet?

PS: Camilla Lindemann og hendes mand fandt senere deres drømmelejlighed lige over for deres nuværende bolig.