I mange år var julekort en vigtig del af december for mig.
Jeg tegnede, syede og malede kortene selv – senere blev det et nyt design og en ny tekst hvert år. Det tog tid, men det var en proces, jeg holdt af.
Med venner spredt over flere lande blev julehilsnerne også skrevet på flere sprog. Det var ikke bare en hilsen, men en måde at holde forbindelsen på – år efter år.
De seneste år er julehilsnerne flyttet over i mails. Ikke fordi lysten forsvandt, men fordi postgangen blev både dyr og usikker.
I år har jeg set mere kritisk på min julepostliste – og mærket noget uventet.Jeg har ikke helt den samme lyst til at sende så mange hilsner længere. Ikke i skuffelse. Bare som en stille iagttagelse.
Måske er vi blevet gode til at svare – men sjældnere til selv at tage initiativ.Måske handler det om tempo. Om vaner. Om tiden.
Derfor gør jeg i år noget lidt andet.Jeg sender ikke nødvendigvis en julehilsen til alle.Men til dig, der læser dette, vil jeg gerne sende en tanke – uden adressefelt og uden forventning om svar.
Jeg ønsker dig ro.Plads til eftertanke.Og små øjeblikke af stilhed og nærvær i en tid, der ellers larmer.
Glædelig Jul – på din måde.
Men jeg er dog lidt nysgerrig: skriver du stadig julekort – og hvad betyder de for dig?
2 reaktioner
Jeg husker dem alle – meget flot (og stort) arbejde… men har du også fået julekort fra dem du sendte til – vel ikke så mange…
Kære Lise.
Du og dine ønskes også et Rigtigt godt og lykkebringende Nytår.
På gensyn i Aloha i det nye år.
Nu har jeg fået ny hofte, det bliver herligt at kunne spille golf igen.
De bedste hilsner
Jette