Forleden aften så jeg DR1’s udsendelse om de 100 danske sange, som 1,5 millioner danskere havde stemt om. Det blev en skøn aften. Minderne rullede forbi, én sang ad gangen.

Det er mærkeligt, hvordan en melodi ikke bare er en melodi. Den har sin egen stemning, sine egne mennesker, sit eget tidspunkt. Man husker pludselig, hvor man var — og hvem man var — dengang.

Jeg er vokset op med Højskolesangbogen. Den var en selvfølge i min barndom. Ved hver eneste fest i forsamlingshuset sang vi et par sange, altid nøje valgt efter årstiden. Og når aftenen gik på hæld, sluttede vi næsten altid med Altid frejdig, når du går. Sådan var det bare.

Hvis jeg selv skulle vælge én sang, ville det være I Danmark er jeg født. I alle de år i udlandet mindede den mig om, hvor jeg kom fra. Man kan godt bo mange steder i verden uden at miste sine rødder.

Men jeg måtte også erkende noget: der er dansk musik, som er gået mig forbi. Ikke fordi jeg ikke interesserede mig for den — men fordi jeg simpelthen ikke var her, mens den blev en del af vores fælles kulturarv. Jeg kender melodierne, men teksterne sidder ikke fast. De er hørt for sjældent.

Det ærgrer mig faktisk lidt.

For fællessangen er noget særligt. Den binder mennesker sammen og vækker minder, som har ligget gemt i årtier. En enkelt melodi kan åbne en dør til barndommen, til ungdommen, til et menneske man holdt af.

Måske er det prisen for et langt liv i udlandet. Man mister ikke sine rødder — men nogle af de små fælles referencer bliver svagere.

Hvilken dansk sang ville du selv vælge — og hvilke minder følger med?