I denne sure, kolde og regnfulde maj er det måske netop nu, man får gang i de bøger, der har ligget og ventet. Det gør jeg i hvert fald. Men i bogreolen gemmer sig et lille dilemma.

Jeg elsker at få bøger i gave. For jeg ved – eller tror – at giveren har tænkt: “Lise vil lige præcis kunne lide denne.”

Det føles som en gave med omtanke, og derfor føler jeg mig næsten forpligtet til ikke bare at påbegynde den, men også at læse den færdig.

Men… hvad gør man, når bogen ikke fanger én? Når sproget, historien eller temaet stritter imod?

Jeg kæmper ofte videre, side for side, og forsøger at finde meningen med, at det netop var denne bog, jeg fik. Nogle gange lykkes det. Andre gange ikke.

Der er bøger, hvor jeg i sidste kapitel pludselig forstår, hvorfor jeg fik den.

Men der er også bøger, jeg aldrig får læst færdig – og det skaber en lille skyldfølelse.

Må man lægge en bog fra sig, selvom den var en gave?

Er det en svaghed ikke at kæmpe sig igennem?

Og: Læser du selv altid bøger færdige – eller giver du op?

Jeg er nysgerrig – og vil meget gerne høre dine tanker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *