Jeg har købt lille radio. Den kan køre på både solenergi og håndsving, og den kan tage både FM og DAB. Det føltes som en fornuftig ting at købe. Bare for en sikkerheds skyld. Men det er også det eneste, jeg har gjort.

I en tid, hvor verden virker mere urolig end længe – krig tæt på, klimaforandringer, cybertrusler og mange andre trusler, vi slet ikke kan forestille os – burde jeg måske have gjort mere. Men jeg er ikke kommet videre. Jeg har ikke pakket en kasse med vandflasker og konserves, jeg har ikke lavet en liste over, hvad jeg ville have brug for i tilfælde af, at alt lukkede ned. Jeg har faktisk ikke engang tjekket, om radioen virker.

Alligevel ligger tanken og ulmer. Måske du kender det?

Der er noget både skræmmende og lidt skamfuldt over at begynde at tænke i den retning. Som om man enten er konspirationsteoretiker – eller bare lidt hysterisk. Men egentlig er der ikke noget mærkeligt i at ville være forberedt. Vi køber forsikringer. Vi har brandslukkere. Vi låser døren om aftenen. Hvorfor føles det så voldsomt at overveje, hvordan man ville klare sig, hvis strømmen forsvandt i flere døgn?

Måske handler det om, at vi er vokset op i en tid, hvor samfundet altid “virkede”. Vi har haft varme i radiatorerne, mad i supermarkedet og nyheder i radioen. Vi har stolet på systemet, på myndighederne, på at det hele nok skal gå. Og ofte gør det jo netop det.

Men det kunne være klogt at tage et stille og roligt se på, hvad man egentlig ville ønske, man havde gjort – hvis noget uforudset pludselig opstår.

Ikke fordi man skal bygge bunker eller hamstre gasmasker. Men måske fordi det giver en slags indre ro at vide, at man – i det mindste – har en radio, der virker, selv når lyset går ud.

Jeg ved ikke, om jeg kommer meget videre med min forberedelse. Men jeg tænker over det. Og måske skal jeg bare begynde med en lille bakke i skabet:

En lommelygte og ekstra batterier.

Mine faste mediciner!

En powerbank, der er ladet op, men hvis alt er nede, er den til ingen nytte!

Kontanter i små sedler 

Og et par flasker vand og lidt mad, der kan holde sig

Ikke for at være bange. Bare for at være lidt mere klar.

Har du selv gjort noget – eller tænkt tanken?

2 reaktioner

  1. Jeg er ikke den store “prepper” – men jeg indrømmer, at i takt med udviklingen i vores verden, gør man sig jo nogle andre tanker end dem ,der fulgte med en tryg og fremadrettet tilværelse ,hvor ting bare fungerede uden at man satte mange spørgsmålstegn !!

    Jeg har også besluttet mig for at købe en lille radio😉👏 Go ide!
    Desuden har jeg været i banken og hæve “små sedler” – som jeg gemmer omhyggeligt . ( håber ikke jeg glemmer ,hvor jeg har gemt dem).
    Desuden tænker jeg ,som husmor ,på min familie
    ekstra- vand, kiks, dåsesuppe,!! That is it!!! i første omgang!!
    Ja, en ny og anderledes verden – og det vigtigste for 70+ er at følge med🙏

    Tak for din altid inspirerende måde at kommentere livets gang🌹🌹

    1. Kære du 🌹! – det glæder mig så meget, at du ikke bare læser mine indlæg, men også, at du også er blevet en lille smule “prepper” ! For denne lille “HVIS” kasser fylder ikke ret meget, og det føles lidt betryggende, at den er der! …..så er det lige det med, at huske, hvor den står!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du have besked, når der kommer nye indlæg på 70plus.dk?
Så skriv dig på min mailliste her.
Jeg lover ingen reklamer, ingen spam – kun et lille vink, når der er nyt.