De sidste to måneder har været anderledes end planlagt.

Jeg har været mere på vej end hjemme.

En opringning en januardag.

“Kan du komme hjem?”

Halvanden time til at pakke.

Ikke bare til Danmark – men også til en rejse, der allerede lå og ventede.

Sådan begyndte det.

Jeg blev i Danmark et par uger

og fortsatte derfra den allerede planlagte rejse.

Rejsen var vidunderlig.

Og samtidig lidt anderledes.

Sådan er det indimellem.

Hjem igen.

Videre igen.

En bil ventede i Rostock.

En planlagt tur.

En syg mand.

Og pludselig sad jeg alene på vej gennem Tyskland

med en bil, der endnu ikke helt var min.

Papirer, der ikke var sendt.

En forsikringsmand, der reddede situationen.

Og så videre mod syd.

Vi mødtes igen undervejs.

Og fortsatte sammen.

Man finder ud af, hvor meget man kan,

når man ikke rigtig har noget valg.

Så nåede vi frem.

Og kort efter videre igen.

Fødselsdag. Familie. Dage, hvor fortid og nutid mødes.

Hjem igen.

Og endnu en uge med familie, børn og fælles måltider.

Kufferter ind og ud.

Igen.

Og nu…

Nu sidder jeg her.

Lidt stille.

Og prøver at forstå,

hvordan to måneder kan rumme så meget.

Kender du følelsen af, at det hele pludseligt går lidt – stærkt?