Jeg ved ikke, hvornår det begyndte.

Men efeu har altid været der.

Ikke noget, man nødvendigvis lægger mærke til.

Men jeg har altid set den.

Snarere noget, man bare tager med, når man mangler lidt grønt.

Til bordet.

Til en dekoration.

Til en vase, der lige trænger til liv.

Efeu kan man altid finde.

Sommer og vinter.

Den vokser, hvor den selv vil – og bliver ved.

Og måske er det netop derfor, jeg altid har brugt den.

Uden egentlig at tænke over det.

For nogle år siden havde jeg en periode, hvor jeg troede, jeg skulle male.

Ikke noget stort.

Bare prøve.

Og igen var det efeu, jeg tog frem.

Bladene.

Formen.

De små variationer i det grønne.

Det var, som om de indeholdt noget, jeg ikke helt kunne sætte ord på.

Først langt senere gik det op for mig, at efeu ikke bare er en plante.

Den er et symbol.

På noget, vi måske først rigtig forstår, når vi har levet et stykke tid.

Efeu er stedsegrøn.

Den giver ikke slip, når årstiderne skifter.

Den bliver ved med at være der.

Den klatrer.

Snor sig.

Finder vej.

Ikke hurtigt.

Men vedholdende.

Man siger, at efeu symboliserer:

• udholdenhed

• troskab

• og evighed

Den holder fast.

Nogle gange så meget, at den næsten kan kvæle det, den vokser på.

Og dér ligger måske også en lille advarsel.

For det, der binder os sammen, kan også komme til at binde for stramt.

Jeg vidste det egentlig godt.

Ikke med ord.

Men med hænderne.

Når jeg plukkede de grønne ranker og lagde dem på bordet.

Når jeg satte dem i vand – og så, hvordan de holdt sig i ugevis.

Der var noget i den måde, de blev ved på.

Noget genkendeligt.

Måske er det derfor, jeg altid vender tilbage til efeu.

Ikke fordi den er prangende.

Men fordi den er trofast.

Jeg ved altid, hvor jeg kan finde den.

Uanset hvor jeg er.

Måske har jeg egentlig altid vidst det.

Ikke med ord.

Men på en anden måde.

Vi – efeu og jeg – har været knyttet i mange år.

Den er der bare.

Og så er der noget andet.

Når man først begynder at lægge mærke til den, ser man den overalt.

På mure.

Langs hegn.

Op ad træer.

Stille.

Uden at gøre væsen af sig.

Det er måske sådan, mange af os lever vores liv.

Ikke som de mest iøjnefaldende.

Men som dem, der bliver ved.

Og så opstår der indimellem en af de der stunder.

Hvor man pludselig ser noget velkendt på en ny måde.

En slags forunderlighedstime.

Hvor noget så enkelt som et efeublad

viser sig at rumme langt mere, end man troede.