Jeg har et problem med udtrykket “det kigger vi på”. Det bruges i flæng – af politikere, journalister, eksperter og andre “vigtige” mennesker – både om alvorlige sager og om småting. Det er blevet en slags sproglig pauseknap. Noget man siger, når man ikke rigtig vil love noget, men heller ikke helt vil afvise.

Men jeg synes faktisk, man kigger i en billedbog.

Man ser på en sag.

Man undersøger noget, man tager alvorligt.

Når nogen siger “det kigger vi på”, lyder det, som om de lige vil smutte forbi sagen med et halvt blik – og så lægge den fra sig igen. Man får lyst til at spørge: “Vil I også tænke over det – eller nøjes I med at kigge lidt?”

Udtrykket har måske engang været venligt og afslappet. Nu føles det bare tomt. En sproglig sludder for en handling. For hvad sker der bagefter? Tager nogen sagen op? Kommer der en beslutning? Eller gik vi bare videre?

Er det bare mig – eller er “det kikker vi på” – blevet en måde at undgå at tage stilling?

Hvad tænker du?