Landskaber – næsten uanset hvor man er – byder altid på nye oplevelser, men også på erindringer.
Sådan har jeg det hver sommer i slutningen af juli, når jeg kører gennem de mange smukke kornmarker. De får altid de første linjer i H.C. Andersens Den grimme Ælling til at dukke op:
“Der var så dejligt ude på landet; det var sommer; kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange røde ben og snakkede ægyptisk …”
Det er ikke kun eventyret, jeg husker. Det er også beskrivelsen. Den har gentaget sig år efter år gennem hele mit liv.
Høstakkene er der ikke mere. Landbruget har forandret sig. Men de gule kornmarker er der endnu, og hvert år standser jeg et øjeblik op og glæder mig over synet.
Det er måske først nu, jeg er begyndt at tænke over, at heller ikke de gule kornmarker er en selvfølge.
Netop derfor glæder jeg mig over dem, hver gang de er der. De minder mig om, at ikke alting behøver at være nyt for at være værdifuldt. Nogle ting giver ro, netop fordi de har fulgt os hele livet.
Har du også et sted — eller et syn — der får noget bestemt til at dukke op?
