Den første telefon, jeg kan huske, var en stor, brun trækasse, der hang i havestuen – lige om hjørnet fra døren til køkkenet. Selve telefonrøret hang på siden af kassen.

For at ringe op til centralen, hvor Caroline var centraldamen, skulle man svinge det lille håndtag, der sad på den anden side af telefonkassen.

Caroline boede i et lille stråtækt hus i den nærmeste landsby, og hun betjente centralen, som var et lille opretstående møbel, et omstillingsbord, som stod midt i hendes lille stue. Caroline kunne forbinde de forskellige telefoner med hinanden. Selvfølgelig havde vi et nummer, men det var ikke vigtigt, at vi kendte det, for vi skulle bare sige, at vi ville snakke med Albert, Anna eller Gertrud så forbandt hun de to telefoner med hinanden, det var snore, som blev sat ind i huller. Telefonisten måtte naturligvis ikke lytte med, men det kunne hun og det gjorde hun da også, for når mor for eksempel ville tale med tante Gudrun, så sagde Caroline, at Gudrun ikke var hjemme, hun var til doktoren.

Caroline blev også brugt som en slags barnepige, for når vi en sjælden gang skulle være alene hjemme, fik Caroline besked på, hvor mor og far var, og vi fik besked på, at hvis vi blev bange for et eller andet, så skulle vi bare ringe til Caroline, så ville hun ringe til der, hvor de var. Jeg kan ikke huske, om vi nogensinde ringede til Caroline, for vi synes altid det var spændende at være helt alene hjemme på gården – de sjældne gange, hvor alle karle og piger ikke var hjemme.

Vi blev på en måde belønnet for, at vi kunne være alene hjemme, så vi fik en sodavand til deling. Sodavanden, som var den specielle patentflaske, blev delt meget omhyggeligt. Reglen var klar: den, der ikke fordelte, fik lov at vælge først mellem de to glas. 

Kan du huske jeres første telefon?