Der er ting, man har fået med sig hjemmefra, som man ikke engang tænker over – de ligger bare dér, i kroppen. Små bevægelser, små advarsler, små huskeregler. Ikke rationelle. Ikke videnskabelige. Men gamle. Og mærkeligt nok – ret svære at slippe.

Jeg voksede op på landet, og måske stammer min “overtro” derfra. Mange af de små varsler og regler var bare en del af hverdagen – ikke noget vi talte så meget om, men noget vi bare gjorde. For en sikkerheds skyld.

Hvis jeg taber salt, kaster jeg stadig lidt over venstre skulder. Ikke fordi jeg tror på djævle, der lurer bag mig – men fordi det blev sagt, da jeg var barn: “Ellers kommer du til at græde lige så mange tårer som saltkorn.”

Og jeg stiller aldrig nye sko på bordet. Det gør man bare ikke. Det bringer uheld. Sådan lærte jeg det, og det sidder stadig i kroppen, som en gammel rytme.

Der var de små regler, som ingen satte spørgsmålstegn ved.

Man syede ikke på helligdage. Det var ikke noget med, at nålen ville springe op i øjet eller noget dramatisk. Nej, det lød bare: “Så får du buldne fingre!”

Jeg elskede det udtryk. Ikke fordi jeg ville risikere det – men fordi det sagde så meget uden at forklare noget. Fingrene ville blive hævede og ømme, sagde de. Det var nok.

Og egentlig var det jo bare en anden måde at sige: “Hold nu fri. Det er søndag.” I dag tænker jeg, at det var både overtro og omsorg i ét.

Der er andet, der stadig hænger fast:  Jeg går udenom en stige eller et stillads, ikke under. Jeg tænder ikke tre lys med samme tændstik.  Jeg banker i bordet, hvis jeg lige har sagt noget, jeg ikke ville have sagt.

Og så krydser vi fingre. Uden at tænke over det. Vi gør det, når vi håber, at noget går godt. Når nogen skal til samtale, til eksamen eller til scanning.

“Jeg krydser fingre for dig!”

Det er en lille gestus, men den rummer al den medfølelse, vi ikke altid får sagt. Og bag den ligger en ældgammel forestilling om, at krydsede fingre kunne fange det onde og beskytte det gode. At lykken kunne holdes fast – bare et øjeblik – i et lille kryds.

Vi siger det stadig, vi gør det stadig. Og det virker. Måske ikke i virkeligheden – men i hjertet.

Så er der 7-9-13. Det bliver sagt med et halvt grin og et lille bank i bordet – men vi mente det jo. Det sagde vi, når noget gik godt, og vi ikke ville ødelægge det med ord:

“Hun er aldrig syg – 7-9-13.” “Det går fint med ham endnu – 7-9-13.”

Det var en slags verbal amulet. En måde at sige: Lad nu bare lykken få lov at blive her lidt endnu.

Den sorte kat? Det kommer helt an på, hvilken vej den krydser.

Fra venstre mod højre: held. Fra højre mod venstre: uheld.

Jeg gør, hvad jeg lærte som barn: spytter (diskret) tre gange over venstre skulder.

Bare for en sikkerheds skyld.

Det handler jo ikke om katte. Det handler om det, vi ikke kan styre. Og vores forsøg på at tage kontrollen tilbage med en lille gestus. Et ritual. En besværgelse, måske.

De gode tegn – firkløver, hestesko og… fugleklat!

Det hele var jo ikke kun advarsler og forbud. Der fandtes også de heldige tegn – de små, grønne håb og finurlige varsler, der bragte smil og forventning.

Et firkløver var noget helt særligt. Hvis man fandt et, måtte man aldrig give det fra sig. Man pressede det i en bog eller lagde det i sin pung, og man kunne næsten mærke, at der lå noget stille held dér mellem bladene.

Og hesteskoen! Den skulle hænge over døren – men med bunden nedad, så heldet ikke løb ud. “Den skal ligne en skål – så kan lykken samle sig,” sagde de. Der er stadig mange hestesko, som hænger i sommerhuse, entreer og stalde. Et lille nik til en gammel tro på held.

Og så er der den lidt mere… særprægede: Hvis en fugl klatter på dig – så betyder det held! Det sagde man i hvert fald. Det hjalp måske ikke lige i øjeblikket, men det tog toppen af forlegenheden og gav lidt håb midt i det pludseligt klæbrige.

 Overtro handler måske ikke om at tro, men om at huske. Huske dem, der sagde det. Dem, vi lærte det af. Og dem, der bare smilede og sagde: “Det kan jo ikke skade

Hvilke små ritualer eller varsler bærer du på? Hvad gør du stadig – bare for en sikkerheds skyld?