Der er agurketid her på bloggen. Ikke fordi verden står stille – tværtimod snurrer den lystigt rundt i sædvanligt kaos – men fordi jeg selv holder pause. Jeg er i Spanien med mit “barnebarn”. Eller rettere: “grandson” lyder lidt bedre, når vi taler om en flot, snart 16-årig fyr, som for længst er vokset ud af “lille-sød”-kategorien og nu hører til i “begyndende voksen med selektiv hørelse”-segmentet.

Han er hjælpsom og opmærksom, har en charme og en humor, der gør ham til det allerbedste rejseselskab.

Han tager straks alle mine tasker fra mig og vil bære dem. Han giver mig altid en hånd, når der er trapper eller ujævnt underlag. Jeg kalder ham i spøg for min personlige assistent – og det er ikke helt forkert.

Det er femte år i træk, vi tager på sådan en uge sammen. Jeg er dybt taknemmelig for det. Det er ikke en selvfølge, at han stadig har lyst til at tage af sted med “Bedste”, når vennerne og alt det andet derhjemme også trækker. Den slags skal man ikke tage for givet.

Vi har fundet en helt perfekt feriestil, som passer os begge – hvilket i sig selv er et lille mirakel:

✔ Vi sover længe – ingen vækkeur, ingen stress, ingen diskussion. En stille pagt om ferieharmoni.

✔ Vi spiller golf – naturligvis i buggy. Her er alt for varmt til heltedåder til fods.

✔ Når vi kommer hjem, spiller vi backgammon – vores egen lille generationskamp, hvor vi skiftes til at tabe med et storsind, der ikke tåler nærmere analyse.

✔ Om aftenen går vi ud og spiser – helst steder vi ikke kender i forvejen. Det er blevet vores lille sport at finde noget nyt og godt hver aften. Og jo, vi fejler også. Vi har allerede haft et måltid, der var så trist, at vi hurtigt besluttede at glemme det igen.

✔ Og så film om aftenen – ikke teenageaction eller børnetegnefilm, men danske komedier med den særlige mørke humor: Adams æbler, Blinkende lygter, De grønne slagtere. Det var ret tilfældigt, vi kom til at snakke om film, og jeg havde ikke forestillet mig, at han – og åbenbart hans generation – ser disse film. Og det er virkelig en fornøjelse at dele den slags humor på tværs af generationer.

Gnidningsfrit er det selvfølgelig ikke. Jeg har genopdaget, hvor mange gange man skal gentage de små praktiske ting for en teenager. Ikke nøgler – dem har han helt styr på. Han er min co-pilot. 

Han kender nærmest alt om alle biler og sørger ikke kun for, at GPS’en virker, også for at fylde benzin på, tjekke kølervæske og sprinklervæske, og indstille hele bilens computer. Det eneste, jeg egentlig skal gøre, er at køre bilen.

Men ting som solcreme, drikkevand, små opgaver han skal hjælpe med, har det med at fordampe i varmen, inden det når hjernen.

Vi har efterhånden fundet en rytme, hvor jeg minder ham roligt (eller forsøger), og hvor han med jævne mellemrum overrasker mig ved rent faktisk at gøre det uden at blive mindet om det.

Da han skulle flyve videre på ferie fra Sevilla (godt tre timers kørsel væk), besluttede jeg, at vi lige så godt kunne gøre det til en lille afslutning på vores uge og tage et par dage i byen.

På den lange køretur til Sevilla er han igen den perfekte co-pilot. Han står for musikken – 60’er- og 70’er-numre, som han påstår, at han og vennerne faktisk lytter en del til. Jeg har dog på fornemmelsen, at han godt ved, jeg har en tendens til at køre en anelse hurtigere, når jeg hører noget godt og rytmisk musik. Jeg ved, han synes, jeg kører alt for langsomt, så måske er det hans diskrete plan.

Jeg havde aldrig fundet hotellet – som virkelig ligger midt i den gamle by – uden hans hjælp. Han guider mig tålmodigt igennem de smalle gader, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg skal finde ud af byen uden ham.

Han ved efterhånden også udmærket, hvad det betyder at bo så centralt: et godt hotel midt i byen – men med klare betingelser for et lille kulturprogram. Vi fik faktisk klaret det hele: Katedralen, Alcázar og et flamenco-show. Jeg havde håbet, at katedralen ville give os en form for kølighed – men også der var luften tung og varm. Vi tog det i vores eget tempo, med små pauser og lidt tålmodighed, og blev enige om, at lidt kultur trods alt hører til.

Sevilla bød på hedebølge og sol fra en skyfri himmel – men vi klarede det med mange små afbræk på skønne tapasbarer. Vi gik over floden til Triana, spiste nykogte rejer i en af de små, primitive kiosker (Mariscos) og tog os tid til at nyde byen, selv i den sydlandske sommervarme. Der var også plads til en tur forbi Sevilla FC’s stadion – nu var det min tur til at “interessere” mig for hans interesse.

Og pludselig var vores dejlige uge forbi. Men minderne sidder stadig i mig – og jeg ved allerede nu, at det er den slags oplevelser, jeg vil tage frem og glæde mig over længe endnu.

Så ja – der er agurketid her på bloggen. Ikke fordi der mangler historier (jeg kunne uden problemer skrive en hel serie om at smøre solcreme på en modvillig teenager), men fordi jeg vælger dovne morgener, god mad, små forhandlinger om solcreme og de samtaler, man kun får, når man har tid nok og kun er to sammen.

Måske har du også lyst til at skrive om dine oplevelser med dine børnebørn – det ville glæde mig!